Der findes en række metoder til at teste for vækst af skimmelsvamp. Metoderne kan oftest ikke sammenlignes direkte, men de kan supplere hinanden. Nogle metoder angiver mængden af skimmelvækst, mens andre metoder bestemmer arten af skimmelsvampe. Måling og analyse foretages af en række firmaer.
MycoMeter-testen er en enzym-baseret, kvantitativ test, der angiver mængden af skimmelsvamp (både sporer og hyfer) på en overflade. Testen fortæller ikke noget om hvilke skimmelsvampe, der vokser eller har vokset på den angrebne overflade. Da testen kun måler svampesporer og mycelium, påvirkes analyseresultatet ikke af andre mikrobiologiske organismer som f.eks. bakterier. Herved fås et mere præcist billede af skimmelvæksten. MycoMeter er en enzymtest, der udføres med vatpind og som måler på kemiske bestanddele i skimmelsvampen.
Prøvetagning bag tapet. Kilde: www.teknologisk.dkMycoMeter-testen anvendes af en lang række konsulent- og saneringsfirmaer ved undersøgelser af bygninger for skimmelsvampe. En oversigt over virksomhederne der anvender MycoMeter-testen findes på MycoMeters hjemmeside.
Proteintest
Proteintest (PRO-Clean-testen eller BMT-testen) er udviklet til levnedsmiddelindustrien og måler på proteinrester i skimmelsvampen. Ligesom MycoMeter-testen er denne test kvantitativ og angiver mængden af skimmelsvamp. Testen fortæller ikke noget om hvilke skimmelsvampe, der vokser eller har vokset på den angrebne overflade. Da testen måler på protein generelt, kan den være følsom over for forbindelser fra andre kilder end skimmelsvampe. Der er her en risiko for, at testen er positiv, uden at der reelt har været vækst af skimmelsvampe.
PRO-Clean-testen er en enzymtest, der udføres med vatpind og efterfølgende kan aflæses som et farveskift, der angiver niveauet af skimmelvækst.
Aftryksplader eller aftryksprøver bruges i dag primært til at artsbestemme skimmelsvampe. Aftryksplader er små plastikskåle med et dyrkningsmedium (agar), der kan aftrykkes på en overflade, hvorved skimmelvækst, sporer mv. overføres til dyrkningsmediet, hvor det vokser videre under særlige gunstige vilkår. Det er nødvendigt at dyrke aftrykkene i laboratorium, hvilket giver en lidt længere svartid.
Der kan være flere forskellige formål med at bestemme arten af skimmelsvampe. Nogle skimmelsvampe udgør en større sundhedsrisiko end andre. Nogle skimmelsvampe kan karakteriseres som vandskadesvampe, hvilket er afgørende i nogle forsikringssager.
Agarskål med skimmelvækst. Foto: Birgitte Andersen
Materialeprøver og tapeaftryk
Materialeprøver kan være et stykke tapet, plademateriale eller andet materiale, hvor der er mistanke om vækst af skimmelsvamp. Der kan også være tale om tapeaftryk af et angrebet område. Prøven indsendes til et laboratorium, hvor eventuel skimmelsvampevækst overføres til en aftryksplade med et dyrkningsmedium (agar), hvorefter prøven analyseres for at vurdere, om der er skimmelvækst.
Denne metode giver mulighed for en grov vurdering af mængden af skimmelsvamp i den indsendte materialeprøve samt en artsbestemmelse af skimmelforekomsterne.
Luftanalyser
Det er også muligt at tage prøver af indeluften. Dette er dog ikke en metode, der anvendes særligt ofte. Det skyldes, at koncentrationen af skimmelsporer i luften varierer og det derfor er meget vanskelligt at tolke resultaterne. Ved brug af luftsampler indsamles luftbårne skimmelsvampesporer, der efterfølgende overføres til et dyrkningsmedium. Herefter analyseres prøven i et laboratorium for at vurdere, om der er skimmelsvamp samt for at kortlægge hvilke arter, der er tale om. I nogle tilfælde undersøges der også for mængden af skimmelvækst (biomasse).
Denne metode anvendes kun i begrænset omfang, hvilket bl.a. skylds, at prøven er usikker.
Destruktiv tilstandsundersøgelse
Hvis der er mistanke om skjult skimmelsvampevækst i boligen, kan en destruktiv bygningsundersøgelse være nødvendig. I sagens natur er skimmelsvampevæksten her vanskelig at lokalisere, hvorfor det kan være en særlig kostbar metode. En undersøgelse kræver bl.a., at de angrebne overflader findes, og at der skaffes adgang til dem. Det kan ske ved, at der bores et eller flere mindre huller i væggen (fx i en gipsplade). Efterfølgende tages en prøve, der analyseres for skimmelsvamp. Ofte vil reparationen af hullerne være lige så kostbar som selve analysen.