Forskning og uddannelse i skimmelsvampe, fugt og indeklima

Påvirkning af indeklimaadfærd

Tøjtørring indenfor kan være en væsentlig kilde til fugtproblemer i boligen og et vigtigt element i din indeklimaadfærd.

Indeklimaforskningen viser, at vores vaner og adfærd har stor betydning for indeklimaet. Men vi ved for lidt om, hvad der motiverer beboere til at praktisere en sundere indeklimaadfærd.

Indeklimaområdet er stort, og denne undersøgelse tager derfor udgangspunkt i fire udvalgte temaer: Partikelforurening, fugt, kemikalier og temperatur.

Motivationsfaktorer for indeklimaadfærd

Vores indeklimaadfærd er komplekst og sammensat af forskellige hensyn, vaner og præferencer.

Nogle vaner er præget af sociale normer og er gamle og indgroede og måske endda oplært fra barndommen.
Andre hverdagspraksisser er opstået som følge af den økonomiske situation for personen/familien. Det er således ofte ikke muligt at påvirke disse beboeres adfærd, hvis ikke den rigtige løsning også er den billigste løsning.
For andre beboere er det hensyn til sundhed, børn, husdyr eller temperatur og komfort, der afgør deres adfærd.

Beboernes indeklimaadfærd er således styret af mange forskellige motivationsfaktorer og barrierer. De færreste faktorer og barrierer har at gøre med teknisk definerede måder at sikre et godt indeklima på. Beboernes adfærd skal i stedet ses i lyset af deres økonomiske, sociale og kulturelle vilkår, der tilsammen udgør rammerne for deres hverdagsliv og vaner. Disse vil dermed være med til at diktere, hvilken adfærd der er meningsfuld for den enkelte beboer.

Beboerne oplever udfordringer i forhold til at praktisere det, der teknisk set anslås som en hensigtsmæssig indeklimaadfærd – også selvom beboerne egentlig kender til de gode råd.

Fremtidige kampagner og indsatser for en forbedret indeklimaadfærd

Projektet viser, at skriftligt informationsmateriale ikke har den store effekt på beboernes indeklimaadfærd. Personlig kontakt virker langt bedre.

Beboernes motivationsfaktorer og barrierer bør derfor udgøre præmisserne for, hvordan fremtidige kampagner og indsatser skal udtænkes og gennemføres.

I lejede boliger bliver driftsmedarbejderne for eksempel nødt til at anerkende beboernes adfærd som udgangspunktet for løsninger og rådgivning, da beboerne ikke føler, at de har andre fornuftige alternativer til deres adfærd.

I stedet for informationskampagner foreslår rapporten, at der bør laves praksiskampagner med

  1. fokus på formidling af viden om indeklima,
  2. suppleret med et fokus på at formidle viden om, hvordan beboere kan ændre deres indeklimapraksis.

Bygningsfysikkens indflydelse på indeklimaet

Samtidig må vi erkende, at nogle bygningstyper gør det sværere at praktisere en hensigtsmæssig indeklimaadfærd. Ansvaret for indeklimaet ligger altså ikke alene på beboernes skuldre.

Kampagner og indsatser skal tage højde for bygningsfysiske betingelser. Og disse forhold skal sammenholdes med forslag til materielle, praksisnære løsninger. Løsningerne skal være nemme at implementere uden at komme i konflikt med beboernes præferencer, hverdagsliv og vaner. Samtidig skal de skabe nogle bedre forudsætninger for at opretholde et sundt indeklima. Det kunne f.eks. være affugtere, emhætter og termostater.

Det handler om at gøre det lettere at ’gøre det rigtige’, ved at ændre grænserne for, hvornår adfærd opfattes som ’rigtig’.

Forskningsprojektets formål

Formålet med forprojektet var at undersøge, hvordan vi kan formidle viden om indeklima på en måde, der motiverer beboere i lejeboliger til en adfærd, der fremmer et sundere indeklima og samtidig sparer omkostninger til vedligeholdelse og renovering.

Det blev undersøgt gennem kvalitative interviews med et bredt udsnit af beboere i forskellige typer lejeboliger med fokus på beboernes indeklimaadfærd og oplevelse af forskellige typer kommunikation om indeklima. Der blev desuden lavet interviews med driftspersonale i de besøgte boligafdelinger. Der blev gennemført en spørgeskemaundersøgelse. Fundene fra de kvalitative interviews blev undersøgt hos en bredere del af målgruppen. Forprojektet skulle resultere i anbefalinger til, hvilke formidlingsmæssige tiltag og virkemidler, der kan have den ønskede effekt hos målgruppen af beboere i lejeboliger.

Den opnåede viden skal både bruges til eventuelle forbedringer af skimmel.dk og i tilrettelæggelsen af nye formidlingstiltag om indeklima. F.eks. en indeklimaguide, kampagner eller andre tiltag, der vurderes at have den ønskede effekt.

Projektmedarbejdere

Videnskabelig assistent Louise Jermiin var forfatter på rapporten. Ph.d.-studerende Sirid Bonderup, videnskabelig assistent Kasper Cordt Olsen, seniorforsker Jacob Norvig Larsen og professor Lars Gunnarsen har bidraget til projektet.

Redaktion af rapporten: kommunikationskonsulent Maja Skovgaard og Dorte Gram.

Varighed

1. oktober 2018 – 30. juni 2020.

Mere viden